Forskellen på et logo, en visuel identitet og et brand (forklaret simpelt)
- Lasse V. Hultén

- 12. mar.
- 4 min læsning

De tre ord bruges i flæng. Af marketingfolk, af iværksættere, og af bureauer der måske burde vide bedre.
"Vi har brug for et nyt brand," siger kunden. Og mener et logo.
"Kan I lave vores visuelle identitet?" spørger en anden. Og tænker på en farve og en skrifttype.
Det er ikke uvidenhed, men derimod bare ord der er gledet ud af mening. Lad os sætte dem på plads på en måde, der er let at forstå.
Et logo er et mærke
Et logo er et grafisk tegn. Det er den form, der identificerer en virksomhed visuelt. Det kan være bogstaver, et symbol, et ikon eller alle tre på én gang.
Et logo svarer på spørgsmålet: Hvem er det?
Det identificerer altså virksomheden, men det er ikke helt nok.
Et logo uden kontekst er som et navn uden ansigt. Det fortæller dig hvem der taler, ikke hvad de tror på, hvad de sælger eller hvorfor du skulle gide lytte. Et logo er startpunktet, ikke slutpunktet.
Det er faktisk også den mest overvurderede del af et brandingprojekt. Jeg har set en virksomhed bruge måneder på at vælge mellem et par logoversioner, og glemme, at kundernes opfattelse af brandet drives af mange andre ting. Logoet er vigtigt, men det er bare en del den visuelle identitet.
En visuel identitet er et system
En visuel identitet er det samlede sæt af visuelle regler og elementer, der gør et brand genkendeligt på tværs af alle touchpoints. Det er især vigtigt, hvis man har et brand, der skal fungere både fysisk og digital.
Den inkluderer typisk:
Logo i alle varianter og formater
Farvepalette (primær, sekundær, funktionel)
Typografi: skrifttyper og hierarki
Billedstil: hvad der må og ikke må bruges
Mønstre, ikoner, illustrationer
Designregler for layout og komposition
En visuel identitet svarer på spørgsmålet: Hvordan ser det ud samlet?
Det er systemet der sikrer, at en fysisk annonce midt i byen, en Instagram-post og en produktbrochure føles som om de kommer fra samme sted. Har man et stærkt visuelt system, kan kunder afkode annoncerne uden brug af virksomhedens logo. Og er systemet godt bygget, kan tre forskellige mennesker lave stort set ens annoncer på tre forskellige dage.
Uden et system lever et brand af tilfældigheder. Og tilfældigheder eroderer tillid over tid.
En visuel identitet er ikke en PDF med regler folk ignorerer. Den er en infrastruktur. Et fælles sprog. Det er præcis der mange virksomheder sparer på det forkerte sted. Har du et logo uden et designsystem, mangler logoet mening.
Et brand er en oplevelse
Her er det det bliver abstrakt. Og her er der en hemmelighed mange design studier og freelance grafiske designer ikke siger: Vi kan ikke bygge dit brand for dig.
Men vi kan hjælpe dig godt på vej. Et brand er nemlig ikke noget du designer. Det er noget du opbygger over tid, på tværs af alle de touch points en kunde har med din virksomhed. Det er summen af alle de oplevelser, forventninger og associationer folk har, når de tænker på dig.
Et brand svarer på spørgsmålet: Hvad tænker folk, når de hører dit navn?
Jeff Bezos sagde det så godt at det er blevet en kliché: dit brand er hvad folk siger om dig, når du ikke er i rummet. Det er stadig sandt.
Det her er Hulténs definition på branding:
”Branding handler om at differentiere en virksomhed fra konkurrenterne gennem en række løfter og handlinger, der stemmer overens med virksomhedens kerneværdier, og over tid kommunikere de løfter i markedet og overholde dem.”
Et brand lever i folks hoveder. Det kan ikke kontrolleres fuldstændigt, men det kan påvirkes. Og det påvirkes af alt: produktet, prisen, kundeservicen, den e-mail der tager tre dage for lang tid at besvare, den emballage der overrasker positivt, den annonce der ramte præcis rigtigt.
Det visuelle er én kanal ind i det brand. En vigtig kanal. Men én kanal.
Forholdet mellem de tre
Tænk på det sådan her:
Logoet er dit navn. Det identificerer dig.
Den visuelle identitet er dit sprog (og kropssprog). Det er måden du kommunikerer på, konsistent, genkendelig, intentionel.
Brandet er dit rygte. Det er det folk tænker og føler, når de møder dig.
Du kan have et smukt logo og en gennemtænkt visuel identitet og stadig have et svagt brand, hvis produktet er skuffende eller kundeservicen er ringe.
Og omvendt: du kan have et uperfekt logo og et stærkt brand, fordi du leverer noget folk elsker og taler om. Mange mindre brands, der har en fantastisk mission og historie kan gøre, at kunder ikke lægger så meget vægt på den visuelle identitet.
Hvad det betyder i praksis?
Når du går i gang med et brandingprojekt, er det værd at stille dig selv tre spørgsmål.
Hvad mangler vi egentlig? Har vi brug for et nyt tegn, et nyt system eller en ny fortælling?
Hvad er vi klar til? Et nyt logo tager dage. Et designsystem tager uger. Et stærkt brand tager år, og man skal være klar til at lægge arbejdet hver dag.
Hvad er sammenhængen? Logoet og den visuelle identitet er midler. Brandet er målet. Designvalg skal begrundes i noget ægte. En fortælling, en overbevisning, noget der er sandt om din virksomhed.
Hos Hultén kalder vi det grundfortællingen, som er en del af væres kreative proces ÆGTE™, der har til formål at bygge det vi kalder for Perfægte Brands™. Ærligheden og grundfortællingen er fundament vi altid starter med, før vi designer en eneste streg. Fordi et logo der ikke er forankret i noget ægte, er bare et tegn.
Et logo er ikke et brand. En visuel identitet er ikke et brand. Men uden de to er det meget svært at bygge et.
Start med grundfortællingen, byg systemet og lev så brandet.
---
Hultén | Branding & Design Studio arbejder med visuelle identiteter, kampagner og marketingmateriale for virksomheder med en fysisk og digital tilstedeværelse, og hvor det er vigtigt at brandet hænger sammen på tværs af alle kanaler. Vi er baseret i Gilleleje og arbejder med kunder i hele Danmark. Kontakt os, hvis vi skal tage snak.

